lørdag den 24. januar 2009

Folkebiblioteket

Klokken er 15.30. Jeg står udenfor hovedindgangen til Folkebiblioteket. Det er begyndt at blive mørkt udenfor, men inde på biblioteket er der lyst og venligt. Jeg går ind og befinder mig i skrankeområdet, som er fyldt med selvbetjeningsautomater og en enkelt bemandet skranke. Herinde er der dæmpet snak fra voksne, der sidder ved nogle café-borde.

Jeg går henimod Børnebiblioteket. Så snart jeg træder ind af døren, ændrer stemningen sig. Herinde er snakken almindelig og ikke afdæmpet. Væggene er malet i forskellige farver hele vejen rundt. Til højre for døren er der et område med legetøj, billedbøger, en gynge og et tov, som man kan svinge sig i. Små børn leger og skramler, mens deres forældre kigger på. Nogle af børnene kigger i billedbøger. Et lille barn sidder foran småbørnscomputeren og spiller Pixeline. Lyden fra computeren blander sig med de andre lyde på Børnebiblioteket. Bag ved højtlæsningsreolerne spiller et par brødre Nintendo Wii, mens deres far står og kigger på. Lyden er lidt afdæmpet pga. reolerne, men blander sig med lydene fra den anden computer uden at virke forstyrrende. Her er også musik-cd'ere, ps2-spil, wii-spil, cd-rom spil, videoer og dvd'er. Længere nede i rummet står to computere, som lige nu er ledige. Ved siden af står en sofa, hvor flere generationer sidder og læser. Faglitteraturen er placeret på reoler ved siden af computerområdet.

Blikket glider videre rundt i rummet, først tegneserier, ungdomsbøger og så over til fantasy-bøgerne, som har fået deres eget hjørne og en PS3, hvor man bl.a. kan spille Guitar hero, en dreng er i gang med at øve sig. Tilbage mod døren står den alm. skønlitteratur. Enkelte børn, unge og voksne står imellem reolerne og bladrer i bøger. Et stort skab, fyldt med spil, står ved siden af bibliotekarbordet. Foran skabet står et lavt bord med små stole rundt om. På bordet er der tegnepapir og farver. Lige nu sidder en lille dreng sammen med sin mor og spiller et af spillene. Drengen kommenterer alt, hvad han gør med spillet. Nyhedskassen står midt i rummet, og de fleste kigger i den, inden de går ud i skrankeområdet for at låne.

I dag er mange forældre på Børnebiblioteket med deres børn i forskellige aldre. Andre dage er bedsteforældrene med eller børnenes venner, enkelte børn kommer også selv. Døren til skrankeområdet er åbent og lydene herfra blandes med lydene herinde og gør, at selvom Børnebiblioteket har sit eget rum, er det stadig en del af det samlede bibliotek.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar